Aktionsgruppe i opråb: Den offentlige transport skal tilbage på sporet
Midt-og Vestjylland vil ikke afskæres fra resten af Danmark. Derfor tager en ny aktionsgruppe styringen og vil forbedre antallet, effektiviteten og kvaliteten af togforbindelser til resten af landet.

HOLSTEBRO: 6. maj: Transportministeriet meddelte i slut marts, at elektrificeringen af skråbanen Vejle-Struer var aflyst. Det har fået en ny aktionsgruppe, der består af byrådsmedlemmer, organisationer og erhvervsfolk fra Midt-og Vestjylland, på banen.
Et af aktionsgruppens medlemmer og forfatter af et af læserbrevene er 1. viceborgmester Torben Gudiksen (RV).
“Vi risikerer simpelthen at efterlade en hel landsdel på perronen,” skriver Torben Gudiksen i et læserbrev.
Elektrificeringen skal forbedre den offentlige transport, så den er på niveau med resten af Danmark, og sikre direkte afgange til og fra København.
Aktionsgruppens kritik rettes også specifikt mod transportminister og tidligere byrådsmedlem i Holstebro Kommune, Thomas Danielsen (V), der ifølge kritikken negligerer sin hjemegns behov for direkte forbindelser til resten af landet.
Han vender lokalbefolkningen ryggen. Transportministeren, Thomas Danielsen, er orienteret om kritikken, men er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Vil have tilsvarende muligheder
“Elektrificeringen af skråbanen kan blive en mærkesag ved kommunalvalget til november, da den betyder noget for mange mennesker,” mener Torben Gudiksen.
Han fortæller desuden, at de i Radikale Venstre arbejder for at sikre sammenkoblingen mellem skråbanen Vejle-Struer og resten af landet, og at partiet er i gang med at forhandle på Christiansborg.
“Valget vil vise, hvilke partier der vil kæmpe for Holstebros indbyggere”, fortæller Torben Gudiksen.
“Det er landets sammenhængskraft, der er på spil. Vi vil være på lige fod med resten af landet,” uddyber han.
Gode muligheder for offentlig transport er særdeles attraktivt i byer som Holstebro og Struer, hvor antallet af tilflyttere er lavt. Desuden er elektrificeringen af skråbanen en del af Holstebro Kommunes Klimahandlingsplan, der skal sikre kommunens klimaneutralitet og klimarobusthed inden 2050.