Lokale børn debuterer med stort cirkusshow i Staby

6maj - by Dennis Rasmussen - 0 - In TIRSDAG

En frivilligt drevet cirkusklub inviterer lokale beboere til deres første store forestilling – med gratis adgang

Foto: Theresa Link

For første gang nogensinde vil børn fra “Cirkus på kanten” i Staby præsentere deres årsprojekt i form af et cirkusshow. Forestillingen, der allerede finder sted den 21. Maj, markerer starten på en ny tradition, hvor klubbens årsprojekt kulminerer i et stort show for hele lokalsamfundet.

Den frivilligt drevne cirkusklub, som normalt træner én gang om ugen på Staby Skole, har nu intensiveret træningen til to gange ugentligt op til premieren.

Cirkus som fritidsaktivitet

Theresa Link, som er en af de frivillige bag projektet, fortæller, at klubben fungerer som et kreativt alternativ i et lokalområde, hvor fritidstilbuddene ifølge hende ellers er domineret af fodbold, håndbold og svømning. Theresa Link uddyber:

”Der manglede et eller andet, til dem som ikke passer ind i de her almindelige kasser.”

Cirkusaktiviteter udgør et udmærket alternativ til traditionel sport. Ifølge en undersøgelse fra University of South Australia, hvor 55 børn deltog i et cirkusprogram, oplevede børnene en betydelig styrkelse af deres selvtillid – både på det fysiske og mentale plan.

Lokalt publikum

Hele Staby Skole vil overvære showet onsdag formiddag den 21. Maj. Derefter åbnes dørene for lokalsamfundet ved en offentlig forestilling om eftermiddagen. Forestillingen vil desuden blive vist for tre lokale børnehaver med cirka 70 børn til en særforestilling torsdag formiddag den 22 Maj.

“Jeg synes, det er vigtigt at dele det vi kan med lokalsamfundet, derfor er adgangen til showet gratis” fortæller Theresa Link.

For at finansiere nye kostumer og udstyr sælger klubben candyfloss.

Startskuddet

Cirkusklubben, der er organiseret under borger og idrætsforeningen ‘Aktiv Staby’ og DIG, startede for 3-4 år siden i samarbejde med Staby skolens SFO. Nu har det udviklet sig til et etableret tilbud, hvor folk i alle aldre er velkomne. Lige nu er aldersspændet for de nuværende artister dog 5-13 år.

Hvor klubben tidligere har optrådt ved mindre lokale arrangementer som græskaraften og Ulfborg marked, repræsenterer det kommende show en markant udvikling i ambitionsniveau. Med etableringen af et årligt stort show håber klubben at skabe en ny tradition i lokalsamfundet og give børnene mulighed for at vise resultatet af et helt års træning og udvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *