Sebastian Klein: Trafikken er oddernes største fjende
Selvom de store veje truer den voksende odderbestand i Holstebro, har kommunen ingen planer om tiltag, der vil reducere antallet af trafikdræbte oddere i byen.

Foto af Annika Jørgensen, 21-årig studerende
HOLSTEBRO: 7. maj: Onsdag formiddag stødte Holstebronx News på en odder nede i villakvarteret langs Storeåen ud mod den trafikerede vej Sønderbrogade.
Dette fænomen sker efterhånden oftere, da flere oddere slår sig ned ved åerne i kommunen. På trods af et fortsat stigende antal oddere i Vestjylland, er der stadig er tale om en truet og fredet dyreart.
Det stigende antal oddere betyder også, at flere af dem mister livet i trafikken. Sådan forklarer Mads Nedergaard, som er biolog i Holstebro Kommune, udviklingen.
Alligevel kender han ikke til nye tiltag, som skal forhindre de by-boende oddere i at miste livet til bilister på landevejen.
Sebastian Klein, som er naturformidler og medlem af Det Dyreetiske råd, udtrykker bekymring for oddernes bestand:
”Biler og store veje er oddernes største fjende”, fastslår han.
Sebastian Klein understreger også, at odderbestanden er stigende og fortsat breder sig landet over, hvorfor det også kan være et problem, der vil følge med, i takt med flere oddere både har nået Fyn og Vestsjælland. Samtidig kan oddere opholde sig op til 10 kilometer væk fra vandet, i løbet af en nat. Er det så tilstrækkeligt kun at passe på dem ved vandpassager?
Holstebro Kommune har for at styrke odderbestanden i udkanten af kommunen og langs motorvejene blandt andet forsøgt at anlægge faunapassager, kaldet ”odderpassager” for at undgå ulykker. Alligevel halter beskyttelsen inde i byen. Her færdes odderne tæt op ad de trafikerede veje, og må altså ind imellem lade livet.
På lige fod med ulve
Siden odderne blev erklæret fredet i 1967, har landet gjort tiltag for at hjælpe odderbestanden med odderriste, som er en sikkerhedsforanstaltning, der sikrer odderne fra at drukne i fiskesluser, fredede leveområder og som sagt faunapassager.
Tiltagene har ifølge biologer reddet landets odderbestande og det er absolut ikke ubetydeligt. Sebastian Klein forklarer:
”Det er jo en af de arter, som vi har ansvar for at beskytte på lige fod med ulvene, faktisk”, siger han og fastslår at: ”Vi skal faktisk passe virkelig meget på den skide odder”.
Et spektakulært syn
Beboerne i kommunen er generelt glade for at se oddere i byen, og kan somme tider være heldige nok til at nyde synet af de vandglade rovdyr, fortæller Mads Nedergaard.
Ifølge Sebastian Klein, er der i dette tilfælde formegentlig tale om en ung og forvirret odder, som har forvildet sig væk fra åen i dagslys, hvor den ellers typisk ville være at se efter mørkets frembrud. Faktisk udtrykker han sin begejstring således:
“Tag et billede af den, som var det Justin Bieber. Ikke for tæt på, men sikke et syn!”, svarer han til spørgsmålet om hvordan man skal forholde sig, hvis man møder en odder.
Biolog og biologilærer på Rødovre Gymnasium Henrik Schouboe udtrykker begejstring for odderens udbredelse:
”Det er et sundhedstegn, da oddere har brug for rent og klart vand at jage fisk i, så der må være tale om et særdeles sundt vandmiljø i Holstebro by”, forklarer han.
Det er altså, ifølge eksperter på området, vigtigt at bevare odderne og forhåbentlig give dem lov til at brede sig ud over landet og deres tilstedeværelse er værd at holde fast i.